En sikker vej til skole er en vigtig prioritet i Risskov, og der er nye tiltag på vej.
Vi har i Risskov Fællesråds dækningsområde to folkeskoler. Risskov Skole og Strandskolen som er beliggende på henholdsvis Vestre Strandallé 97 og Nellikevej 1.
Eleverne på begge skoler har udfordringer med trafikken, når de skal til og fra skole. Specielt er det slemt om morgenen, hvor trafikken er tæt omkring skolerne.
Grundejerforeningen Vejlby Fed forsøgte hen over vinteren 2022/2023 at afhjælpe problemet med frivillige voksne, der i tidsrummet fra kl. 07:35 til 08:00 hjalp børnene over Nordre Strandvej. Uagtet der hver morgen stod voksne ved 3 overgange, blev mange børn kørt i skole i bil, og derved var forældrene med til at forstærke problemet for særligt de mindre elever. Det var desværre ikke muligt at gentage seancen hen over vinteren 2023/2024, da det beklageligvis var umuligt at skaffe nok frivillige.
Skolebestyrelserne samarbejder løbende med grundejerforeningerne om andre aktiviteter for en ”Sikker Skolevej”, hvor hovedformålet naturligvis er, at eleverne kan komme sikkert til og fra skole, men også for at minimere trafikken omkring skolerne, og der kan forældrene yde den største indsats.
Aarhus Kommune gennemførte den 17. maj 2022 en besigtigelse mhp. en skolevejsanalyse, og vi afventer spændt konklusionerne, anbefalingerne og ikke mindst den økonomi, der bør følge med disse. Et forslag kunne bl.a. være en opfordring til ugentlige ”bilfri dage”.